Testen

Klamydiahjemmetesten pakkes i en brun kuvert uden afsender, der er altså ingen, der kan se hvad man får tilsendt eller hvor det kommer fra.

Testen til drenge/mænd eller personer med en penis indeholder et bæger, en pipette, et lille glas indeholdende transportmedium, et forsendelsesrør, en hospitalsseddel og en frankeret svarkuvert.

Du kan bestille testen til en pakkeboks, hvis du ikke vil have sendt testen hjem til dig. Læs mere her.

Du kan først tage testen to uger efter du har haft sex. Dvs. at testen først virker to uger efter den dag, hvor du kan være blevet smittet.

Hvordan tager jeg testen?

Du skal bruge morgenurin (10-50 ml) ved at tisse i et bæger/glas/kop. Derefter skal du opsamle urinen med en pipette og fylde et prøveglas (vedlagt testen). Du skal bruge et label fra den vedlagte prøveseddel og påsætte dette lodret på prøveglasset. 

OBS: Der skal være gået mindst to timer siden sidste vandledning.

Følg altid den vedlagte brugsvejledning, når du modtager testen.

Hvad tester hjemmetesten for?

Testen tester for klamydia og gonoré.

Hvis du er bekymret for om du er smittet i endetarmen (pga. analsex) eller med andre sexsygdomme end klamydia og gonoré, skal du kontakte din læge eller en sexsygdomsklinik.