Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

orgasmer er mindre kraftfulde

Pige/Kvinde på _ år (119385)

Spørgsmål:

Hejsa Jeg er en pige på snart 18 år, som har været seksuelt aktiv siden jeg var 15. På det tidspunkt havde jeg en kæreste som jeg jævnligt dyrkede sex med, og efterfølgende har jeg haft andre sexpartnere. Jeg har prøvet at komme under sex en enkelt gang, men ellers er det kun mig selv, som kan få mig til at komme. Det har jeg aldrig nogensinde haft problemer med før hen, og jeg plejer at få kraftfulde orgasmer. Dog har jeg ikke rigtigt fået en kraftig orgasme i næsten 1 år nu. Ved ikke om det er mig der gør noget forkert, eller om der er noget galt med min krop, men når jeg får en orgasme er den meget svag. Kan stort set ikke mærke den. Jeg slapper helt af i kroppen osv, så synes virkelig det er mærkeligt og frustrerende. Mit spørgsmål er egentlig, hvad I tænker der er galt og om man kunne gøre noget ved det?

Svar:

 
Hej. Tak for din henvendelse.

Vi kan godt forstå at det føles rigtig mærkeligt og frustrerende ikke at opleve sine orgasmer som man plejer. Det er almindeligt at lyst og orgasmer går op og ned igennem livet og mange ting påvirker dette. Udvikling og trivsel helt generelt påvirker orgasmerne. Hvis der er noget som presser dig, kan det påvirke hvordan dine orgasmer føles. Hvis der er noget som går ud over din generelle trivsel, vil vi råde dig til at tale med nogen i din omgangskreds om det.

Medicin kan påvirke orgasmer og sexlysten. Tal med din læge om denne bivirkning, hvis du tager noget medicin. Det kunne eksempelvis være antidepressiv medicin eller p-piller.

For nogle kan motion give bedre orgasmer. Dette sker da motion hjælper blodet rundt i kroppen og frigiver nogle hormoner som er relateret til nydelse og lyst.

Et godt råd til dig er at prøve noget nyt når du onanerer, for at undersøge om dine kraftfulde orgasmer kommer tilbage. Det kunne være at benytte dig af porno eller sexlegetøj, eller prøve at udforske kroppen på en anden måde end du plejer. Kroppen og lysten er hele tiden i udvikling og derfor ændrer måden at opnå en orgasme sig også igennem livet.

Vi håber at dette var svar på dit spørgsmål. Du er altid velkommen til at skrive igen eller kontakte os på chat eller telefon på nummeret 70 20 22 66 alle hverdage fra 15.00 til 19.00

Med venlig hilsen
Sexlinien
 
XX138